For to dage siden sagde jeg mit job op i en dametøjsbutik. Jeg kunne egentlig meget godt lide at være der, men jeg følte mig som en løgner, som en håndlanger for en væmmelig skurk - konsumerismen!
Når folk kom ind og sagde "Ej, de der øreringe er da meget søde, hva", var det mit job at svare "ja, det synes jeg også. X laver også nogle virkelig elegante halskæder..."
at opfordre til overforbrug og selvcentrering, og lyve imens var ikke ligefrem meningsfuldt for mig.
Det vilde ved buisness er, at sælgeres og reklamers primære formål er, at vække behov hos kunderne, som ikke er der i forvejen. Det er absurd! nye snørrebånd eller en selvlysende YoYo præsenteres som det der kan skaffe de venner man savner, den far man aldrig havde, score den man er vild med, give en den selvtillid man aldrig har haft, hjælpe en til at tabe de 5 kg man så gerne vil af med.
Det er og bliver ABSURD! at en stor del af verdenen accepterer de falske løfter om lykke, og bare bliver ved med at tænke "når jeg først får dén der, SÅ!..."
Jeg synes heller ikke jeg selv bruge mine penge ansvarligt, men jeg synes virkelig det er en overvejelse værd, hvordan man vælger at bruge sine penge, og hvad der er virkelige behov og hvad der bare er lyst
